Rødkålen er ganske ny julemad
Rødkål hører til julemaden. Rødkål flæskesteg og and. Der bliver indtaget kilovis af rødkål i december og det virker utænkeligt at sætte sig til en julefrokost eller en julemiddag uden at få serveret den søde og lækre rødkål.
Rødkålen som vi kender den i dag er en forholdsvis sen ankommen klassiker i Danmark. Den første opskrift på sursød rødkål er fra 1888 og består af snittet rødkål, der stuves i smør eller fedt, lidt salt, eddike og sukker. Opskriften optræder første gang i en kogebog fra 1888 under den pompøse titel: ”Chou rouge á la danoise”. Først i 1902 ses for første gang en opskrift på vores søde rødkål i ’Fru Constantins Husholdnings- og Kogebog’.
Opskriften vandt indpas i de danske hjem, som før havde hvidkål og grønkål som oplagte kandidater til julebordet. Indtil da er rødkålen blevet tilberedt som en surkål kogt med eddike, salt, frugtsaft og lidt kommen.
Rødkål hører til blandt de moderat energiholdige grønsager. De har et stort indhold af mineralet kalium og C-vitamin. De danskdyrkede rødkål er som regel i sæson fra september til januar, og derfor er det ikke så besynderligt, at vi i Danmark spiser mest rødkål i november og december måned. Men selvom den danske rødkål-sæson blot breder sig over 4-5 måneder, kan vi købe rødkål året rundt. Rødkål uden for den danske rødkål-sæson er blot importeret fra udlandet.
Rødkål kan enten købes færdiglavet men det er også nemt at lave hjemmelavet rødkål. Ved selv at lave rødkålen kan du først og fremmest selv kan styre smagen i den retning, du gerne vil have den, men dernæst får du også en markant mere interessant tekstur i din kål, da den kan få lidt mere bid. Den kan fint laves et par dage i forvejen og enten opbevares på køl eller fryses ned, hvor det kan holde sig endnu længere tid. Lun det igennem inden servering.